Debatforum for foreningen Trans-Danmark


    ud i verden

    Share

    Irene Haffner

    Antal indlæg : 86
    Join date : 17/10/08

    ud i verden

    Indlæg by Irene Haffner on 19/1/2009, 19:28

    Trans? – Sku` det være noget særligt?



    Om at være trans til et stort landsmøde på Ryslinge højskole 17/18-januar 2009



    Jeg er egentlig lidt såret. Ramt på forfængeligheden!

    Her har jeg gået og troet at jeg var noget særligt. Måske har møderne, debatterne og al den anden selvcentrerede snak og skriverier om transverdenens små og store problemer, som udgør en stor del af vores verden, og dermed en vigtig del af vores selvopfattelse, gjort at vores fokus er lidt for centreret på os selv. Ikke fordi det ikke er vigtigt. Det er det! Men når vi nogle gange ser os selv som en meget anderledes, og dermed en tilsvarende interessant gruppe i det danske samfund, er vi måske lidt for hurtige til at gøre os selv mere interessante end vi i virkeligheden er.

    Alt dette er jeg kommet til at tænke på efter at være kommet hjem fra et stort møde på Ryslinge Højskole. 500 mennesker fra SF var samlet til et stort seminar, med deltagelse fra hele landet, samt folketingspolitikere med SF`s formand Willy Søvndal, i spidsen.

    Jeg er, som jeg tidligere har fortalt om, meldt ind i SF som transvestit, og bliver opstillet som kandidat til kommunevalget i november, også som transvestit. Så jeg deltog naturligvis i det store møde og kursusseminar på Ryslinge Højskole og delte værelse med en sød kvinde fra samme partiforening som jeg selv.

    Jeg skal ikke her komme ind på det politiske, men blot nævne at jeg naturligvis har meldt mig ind af politiske årsager og ikke kun fordi jeg er transvestit. Jeg mener jeg er en kompetent politikerspire med baggrund i amtspolitik og især kulturpolitik. At jeg så kunne slå 2 fluer med et smæk, var helt klart i mine tanker ved indmeldelsen. Jeg kunne, udover at arbejde politisk, også gøre opmærksom på transmiljøets eksistens, og især medvirke til både information og afprøvning af demokratiets og offentlighedens tolerance overfor sådan nogle som mig. Og så var det helt klart for mig at al energi og lyst til at arbejde politisk lå i min transvestit. Ikke i mit alter ego. Så hvis jeg skulle ud og føre mig frem, så skulle det være transvestitten,

    Ja- allerede her var min vurdering af min egen betydning jo lidt i spil.

    Lad mig blot tilstå at jeg var nervøs. 500 mennesker som intet havde med transvestisme at gøre. 500 mennesker hvor jeg helt alene skulle vise mig som transkønnet. Og hvad skete der? – absolut ingenting!

    Jeg havde virkelig prøvet at pakke fornuftigt, og det bliver da bedre og bedre, men i denne situation var det også vigtigt at glemme alt om at være en festlig og meget feminin kvinde. Jeg skulle være sammen med skolelærere, pædagoger, læger, seminarielærere, studerende, ja alle slags mennesker fra alle sociale lag, og SF er ikke lige netop der, hvor man kommer i super elegante rober. Det var cowboybukser, enkelte nederdele, støvler og anorakker og vindjakker, for det var bidende koldt og en fugtig isnende vind bed sig ind til marv og ben. Jeg ankom i sorte knæbukser med spænder og med benvarmere indenunder, lange støvler og en god strikket sweater og et lunt halstørklæde og en varm jakke, og det forblev jeg sådan set i hele weekenden. Så min store taske med alt det andet tøj kunne stort set tages uberørt med hjem igen. Jeg skiftede lige til en cowboynederdel da de lune, lange benvarmere gjorde det muligt at have sådan en på. Men stadig de lange varme støvler og en varm strikket sweater, selv til lørdagens middag og fest, som jeg forlod allerede kl. 21 da jeg var rigtig meget træt efter at have været tidligt oppe for at lægge en make-up der kunne holde hele dagen og så køre 330 km for at nå frem.

    Det var en tæt pakket forsamling. Sidde ved lange borde, stå i køer for at hente mad og hele tiden være i kontakt med rigtig mange mennesker. Der blev da kastet et flygtigt blik hist og her, og alle var vist hurtigt klare over at der var en transvestit imellem dem. Ingen stirrede eller sagde noget som helst. Den lille gruppe jeg tilhørte var søde og opmærksomme og hilste når de mødte mig: ”Hej, Irene” – jeg havde navneskilt på med mit navn og da vi senere skulle rundt i nogle workshops, valgte jeg først en workshop der gav mulighed for spørgsmål og svar fra et par mediestrateger.

    Jeg var overbevist om at det at være transvestit og stille op som kandidat til et kommunevalg ville have interesse. Men lige netop her gik det op for mig hvor selvcentreret jeg egentlig var som resultat af at have bevæget mig så meget i det interne transmiljø, have hørt på alle de beretninger og teorier om hvor specielle vi var, og hvor vanskelige betingelser vi havde osv.

    Da jeg havde fremført mit spørgsmål, som gik ud på hvordan jeg skulle forholde mig til en evt. mediebevågenhed, var svaret bare et kort blik og en kort svar: ”Du skal bare holde dig til sagen!” – ”Og i øvrigt tror vi slet ikke du skal regne med den store opmærksomhed!” – underforstået: ”En trans er ikke den store nyhed nu om dage”!!!

    Meget hurtigt gled workshoppen videre, og jeg indså at mine tanker om at jeg ville indtage en slags særstilling som transvestit var noget der havde pustet sig op inden i mig. På en måde er det jo en rigtig glædelig erfaring, men lige i øjeblikket var det et antiklimaks med en anelse af såret forfængelighed. For jeg havde virkelig ligget søvnløs i flere nætter ved tanken om alle de ting jeg forestillede mig kunne ske. Nu fik jeg blot at vide at ingenting ville ske og at der efter deres mening intet usædvanligt var i at en transvestit stillede op til kommunalvalget. Vi får så se om det holder!

    Men forstå mig ret. Når man inde i sig selv bygger en spænding op, er det både beroligende, men også lidt sårende, at den viser sig at være uberettiget.

    Vi skal ikke gå og tro at vi som transer vækker sådan en opsigt som vi forestiller os inde i vores hoveder. Vi skal ikke gå og frygte alverdens opmærksomhed og reaktioner bare fordi vi er transer. Så interessante er vi simpelthen ikke! Det er da en glædelig erfaring der gør det meget nemmere at leve et almindeligt liv som trans. Ikke?

    Og det viste sig at være rigtigt. I hvert fald til det store møde. Næste dag deltog jeg i nogle workshops efter jeg havde været til morgenmad i en tætpakket spisesal, hvor alle var søde og venlige og gav mig plads og snakkede og diskutere om alt muligt, undtagen at jeg var trans! Så det glemte jeg ret hurtigt og var bare mig!

    I de to workshops jeg var i, folkeskolen og kulturpolitik, var det udelukkende ens faglige kompetence der talte. Jeg præsenterede mig i den første som transvestit (igen fordi jeg synes de havde krav på besked, og måske syntes det var interessant) men lod være i den næste. De kunne jo alle se hvem og hvad jeg var da vi var tæt på hinanden i grupper og min stemme jo også var lidt dyb, selv om jeg gør mit bedste uden at være skabet! Ingen reaktion overhovedet! Det var absolut uinteressant i denne sammenhæng at være trans. Det vedkom ikke sagen og det gav altså denne befriende fornemmelse indeni. Det er vist første gang jeg har følt mig som en ganske almindelig kvinde i blandt de andre, uden hele tiden at skulle forholde mig til at være trans. Så jeg blandede mig frejdigt i debatten, rakte fingeren op når jeg havde noget på hjerte og kunne mærke at de fleste accepterede mig på lige fod med de andre kvinder efter lige at have set mig an. Det eneste som irriterede mig, var den megen tid jeg skulle bruge foran spejlet. Jeg måtte stå 1-2 timer op før de andre for at bade, sminke og ordne tøj så jeg synes jeg var i orden. Det betyder alt for mig at føle at jeg var i orden, og alligevel er det en kamp uden lige at få skjult skægskyggen og få ansigtet til at se naturligt ud på trods af make-up. Jeg så stort set ingen andre kvinder med make-up og det alene gjorde jo at jeg skilte mig lidt ud. Men jeg kan ikke undvære den på grund af skægskyggen.

    Det var på mange måder en sjov og sej oplevelse, og min værelseskammerat tog det rigtig pænt da hun så hvor omfattende det er at være trans. Sminke alle vegne. Tøj sko og smykker. Hun selv havde bare en enkelt taske, mens jeg havde 3-4 stykker. Det må jeg lære, for det bliver ikke sidste gang at jeg er af sted på den måde. Jeg føler at jeg er blevet voksen. Min indre kvinde er nu sendt ud i virkeligheden og må til at begå sig som alle andre. Er det måske ikke det jeg har arbejdet på? Til gengæld er der dukket helt nye perspektiver op: Make-up der er diskret og skal holde i 14 timer. Barberinger uden at huden bliver skrabet af. Tøjvalg der matcher de forsamlinger man er i.

    Mine attituder og mine bevægelser indtager mig. Det er ikke mig der indtager dem. Jeg går som en kvinde når jeg er klædt som en. Jeg bliver smilende og blid. Men jeg ER ikke en kvinde. Det er jeg meget bevidst om, når jeg er i sådanne situationer som den jeg her beskriver. Jeg er et 3. køn. Jeg er en kvindemand og des mere jeg tænker over det, nu mere rigtigt bliver det. Jeg er dem begge, og en enkelt sød kvinde som jeg fik snakket en del med under festmiddagen, forstod hvad jeg mente og var helt misundelig. Jeg kunne blot supplere at hun jo bare kunne finde sin mandlige side og blive et komplet menneske. Det grinede vi lidt af!

    Nu er jeg træt. Min transvestit får lige en enkelt dag fri. Huden skal have tid til at hvile sig. Der skal vist vaskes lidt tøj og stryges. Så går det løs igen! Inden længe skal jeg have min første offentlige koncert som transvestit. Og ud over at øve er jeg meget optaget af det første øjeblik hvor jeg kommer ind til flyglet. Hvad skal jeg dog have på? Skal jeg bukke eller neje?

    Det skal jo nok vise sig at være lige som mødet jeg lige har beskrevet. Det er ikke noget problem. Og mon ikke publikum er mere interesseret i om jeg kan spille end i at jeg er transkønnet.

    Jeg må til at lære det: Det er ikke det at du er transkønnet der er interessant. Det er det menneske du er. Og det gælder jo for os alle. Så selv om vi er transkønnede, er det stadig vores menneskelige udvikling og kunnen som bør være det interessante og det som vi skal bedømmes på.

    Heldigvis!

    Knus

    Irene

    cpg

    Antal indlæg : 35
    Join date : 19/11/08
    Age : 62
    Geografisk sted : Tyskland - 10 km fra flensborg

    Re: ud i verden

    Indlæg by cpg on 19/1/2009, 23:01

    Det
    er ikke det at du er transkønnet der er interessant. Det er det
    menneske du er. Og det gælder jo for os alle. Så selv om vi er
    transkønnede, er det stadig vores menneskelige udvikling og kunnen som
    bør være det interessante og det som vi skal bedømmes på.

    Hej,

    det er en god og rigtigt erfaring!
    Forh
    åbentlig for alle transer hverdage... Very Happy

    (undskyld mit dårlig Dansk)

    Hilsen
    CPG

      Lige nu er det 9/12/2016, 14:34